VikarBranchens godkendelsesordning "Godkendt af VikarBranchen i DI" er foreningens hjørnesten. Godkendelsesordningen er obligatorisk for alle medlemmer af VikarBranchen. Den er baseret på objektive kendsgerninger med det formål at ordningen skal gøre en forskel for samarbejdspartnere og vikarer og dermed gøre VikarBranchens medlemmer til det trygge valg.
Godkendelsesordningen består af følgende elementer:
• et krav om løbende levering af serviceattest
• et krav om løbende kontrol af lønsedler
• et krav om professionel håndtering af personfølsomme oplysninger
• en kursusforpligtelse i personalejura
• en afvisning af konkursryttere
Krav om pletfri serviceattest
For at kunne blive medlem af VikarBranchen skal det enkelte bureau levere en pletfri serviceattest ved indmeldelse samt hvert halve år derefter. Dette sikrer, at medlemmerne af VikarBranchen til stadighed overholder betingelserne for at drive et hæderligt vikarbureau.
En serviceattest udarbejdes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Den oplyser om en række forhold hos den virksomhed, den vedrører. Blandt andet dokumenterer den, at virksomheden er registreret med et cvr-nr, at virksomheden har indbetalt skatter og afgifter samt sociale bidrag til de offentlige myndigheder, at virksomheden ikke er under betalingsstandsning eller konkurs, samt at virksomheden eller dens ejer(e) ikke er dømt for et strafbart forhold, der rejser tvivl om virksomhedens faglige hæderlighed.
Serviceattesten er derfor et brugbart værktøj til at belyse en række grundlæggende forudsætninger for, at en virksomhed kan anses for at blive drevet på et ordentligt grundlag.
Krav om løbende kontrol af lønsedler
For at opnå medlemskab af VikarBranchen skal det enkelte vikarbureau bestå en kontrol af lønsedler foretaget af en ekstern revisor, der sammen med sekretariatet bl.a. tjekker løn, feriepenge og pensionsindbetalinger på en række vilkårligt udvalgte vikarer.
Som medlem af VikarBranchen i DI har man ligeledes sagt ja til at underlægge sig en løbende kontrol af personalesager, foretaget af sekretairatet og en en ekstern revisor, som skal bestås en gang årligt.
Dermed er VikarBranchen i stand til at lægge fakta bag påstanden om, at foreningens medlemmer driver en virksomhed hæderlig virksomhed på et for alle parter ordentligt grundlag.
Krav om professionel håndtering af personfølsomme oplysninger
Vikarbureauer håndterer dagligt en række personfølsomme oplysninger om vikarer og kandidater til faste jobs. Det er derfor vigtigt, at man i vikarburauet sikrer, at disse følsomme oplysninger behandles professionelt og efter forskrifterne.
Derfor skal medlemmerne af VikarBranchen være i besiddelse af en tilladelse til at håndtere personaleoplysninger og en tilladelse til at drive stillingsbesættende virksomhed. Disse tilladelser opnås ved ansøgning hos datatilsynet, hvilket sikrer, at man som virksomhed har de rette interne processer på plads.
Kursusforpligtelse i personalejura
Udøvelse af vikarvirksomhed kræver stor og opdateret viden om personalejura og overenskomstforhold. Det er således en forudsætning for at sikre, at de udlejede vikarer behandles i overensstemmelse med reglerne. Sker det ikke, risikerer kundevirksomhederne sager om efterbetaling, mens vikarerne ikke får de vilkår, som de har krav på.
VikarBranchen stiller derfor krav om, at alle medlemmer deltager i foreningens kurser om personalejura og overenskomstforhold af særlig relevans for vikarbureauer, samt i foreningens opdateringskurser 1 gang årligt.
Afvisning af konkursryttere
Virksomheder, der spekulerer i konkurser er, udover at være en ødelæggende samarbejdspartner og konkurrent, også en samfundsbelastning. Konkursryttere er samtidigt yderst belastende for en branches omdømme.
Derfor stiller VikarBranchen skrappe krav til dets medlemmer. Ejere eller ledere, der er gået konkurs med en vikar- og rekrutteringsvirksomhed mere end én gang inden for 3 år, kan ikke opnå et medlemskab.
Dermed er det VikarBranchens formål at sikre kunder og vikarer mod konkursspekulanter, når de samarbejder med medlemmer af VikarBranchen.
Etisk forpligtelse
Som medlem af VikarBranchen har medlemmerne påtaget sig en etisk forpligtelse for at værne om medlemmernes gode ry og rygte blandt kunder, vikarer og offentlige institutioner.
Bedste udgangspunkt for at finde den rette samarbejdspartner
Samlet set giver VikarBranchens godkendelsesordning markedets bedste udgangspunkt for at finde en samarbejdspartner med orden i tingene og en seriøs tilgang til sin virksomhed.
Konsekvensen af brud på godkendelsesordningen
Hvis en medlemsvirksomhed overtræder godkendelsesordningen eller ikke består de løbende kontroller, risikerer virksomheden at blive udelukket af foreningen. En sådan sag behandles og afgøres i VikarBranchens godkendelsesnævn, som består af 3 bestyrelsesrepræsentanter, 2 kundevirksomheder og en uvildig advokat som formand.
Eksklusionssanktionen har været håndhævet overfor et medlem, hvor foreningen kunne dokumentere, at der blev tilbud udenlandsk arbejdskraft til løn langt under overenskomstniveau.